Reverb og psykoakustikken bag dybde

Hvad reverb egentlig kommunikerer

Ethvert akustisk rum skaber den samme grundlæggende struktur: en direkte lyd, en klynge af tidlige refleksioner, der ankommer inden for de første titals millisekunder, og en tættere, mere diffus, sen efterklangshale. Hørelsen bruger balancen mellem disse dele, ikke nogen enkelt del, til at vurdere, hvor langt væk en kilde er, og hvor stort rummet omkring den opleves. Skruer man op for reverbsendet på en vokal, tilføjer man ikke "ambience" i abstrakt forstand — man manipulerer direkte med forholdet mellem direkte lyd og efterklang, som hørelsen bruger til at estimere afstand.

Den udledning er ikke passiv. Forskning i perceptuel kompensation for effekterne af efterklang i isolerede testord viser, at lyttere aktivt justerer for et rums karakteristika, når de vurderer det, de hører, i stedet for at behandle efterklangsfarvning som en fast forvrængning ^[10]. Praktisk set er det derfor, en efterklangshale, der lyder overdreven isoleret, ofte forsvinder perceptuelt, når andre elementer er til stede — hørelsen kompenserer for rummet, den hører det ikke bare.

Rigtige rum versus algoritmer, og hvorfor forskellen er mindre end den føles

Producere skændes om convolution versus algoritmisk reverb, som om det perceptuelle gab mellem rigtig og kunstig efterklang var indlysende. Det er blevet testet direkte. Et studie, der sammenligner perceptuelle ligheder mellem kunstige efterklangsalgoritmer og rigtig efterklang, fandt, at de to kan gøres tætte nok på hinanden til, at forskellen ophører med at være det, der betyder noget for en mixbeslutning ^[5][7]. Separat undersøgte forskning, der evaluerer optaget lyd fra rigtige rum mod kunstig ambience i baglydskanalerne i immersive lydsystemer, det samme spørgsmål i en rumlig lydkontekst, med et tilsvarende nuanceret svar — kunstig efterklang er ikke et ringere alternativ i enhver henseende, det er et andet sæt afvejninger ^[8].

Den praktiske konsekvens er, at jagten på "autenticitet" i en reverbalgoritme normalt løser det forkerte problem. Det, lyttere er vist at bemærke, er tærskeladfærd — om en efterklangshale overhovedet er hørbar i et ikke-ideelt, ikke-diffust felt — hvilket er målt direkte ^[9], og hvordan den hale fordeles mellem de to ører, hvilket ændrer oplevet bredde og placering ^[10]. Det er mixbeslutninger. Convolution-versus-algoritmisk er hovedsageligt en workflow-beslutning.

Det ene skema, du skal bruge: hvad hver reverbparameter faktisk styrer

At læse en reverb-plugins knapper ud fra denne tabel er mere nyttigt end at læse dens presetnavne. "Hall" og "Plate" beskriver decay-karakteren; de siger intet om pre-delay eller binaural spredning, hvor det meste af det perceptuelle arbejde i et mix faktisk foregår.

Reverb som et auditivt AR-problem, ikke en dekoration

Nyere forskning i at ændre sen efterklang og efterklangstid i auditiv augmented reality på tværs af to forskellige rum er en nyttig omtænkning for produktion, selvom den kommer fra en meget anden anvendelse ^[1]. Det underliggende spørgsmål — hvordan opdaterer hørelsen sin vurdering af et rum, når det sene efterklangsfelt ændres uafhængigt af alt andet — er præcis det spørgsmål, en producer besvarer, hver gang de automatiserer et reverbsend. Reverbdesign er et kontrolleret auditivt AR-problem: man konstruerer et fiktivt rum og beder lyttere om at tro på det ved kun at bruge de signaler, hørelsen vides at vægte.

Måleforskning i estimering af efterklangstid, herunder tofasede algoritmer til at udtrække decay-tid fra optagede signaler, er relevant her af en mindre glamourøs grund: det er grundlaget for, hvordan "rum-matchende" plugins virker, og for hvorfor de lykkes ujævnt på tværs af forskelligt kildemateriale ^[3][4].

En praktisk ramme

Behandl reverb-beslutninger i denne rækkefølge, fordi den afspejler den rækkefølge, hørelsen bruger signalerne i:

1. Indstil først forholdet mellem direkte lyd og efterklang, med dry/wet-balancen. Dette alene fastsætter den tilsyneladende afstand.
2. Indstil pre-delay dernæst, for at holde en transientstærk kilde (vokal, tromme) forståelig, før rummet ankommer.
3. Indstil decay-tiden som nummer tre, for rummets størrelse og karakter, når afstanden allerede er korrekt.
4. Indstil binaural spredning til sidst, for bredde — det er den mest finkornede justering og den, der lettest går tabt, hvis de tre forrige er forkerte.

At gøre dette i omvendt rækkefølge — vælge et preset for dets decay-karakter og derefter kæmpe med mixet for at få afstanden rigtig — er den almindelige fejltype, og det er mere en rækkefølgefejl end en smagsfejl.

Ofte stillede spørgsmål

Related reading

• Auditiv maskering: hvorfor din mix lyder mudret
• Hvad syntese faktisk gør